Senior EM:
Det blev en flot sølvmedalje til Lotte Greve ved 2022 European Seniors’ Championship, der blev spillet fra torsdag til lørdag på Parnu Bay Golf Links, i Estonia.
STORT TILLYKKE.
Lotte har sendt en oplevelsesberetning…
Kære alle – en lille reportage fra EM. Det har været noget af en uge!
Turen til Senior EM begyndte sammen med Michael Brodersen og Michael Flindt i Københavns Lufthavn. Vi var alle forventningsfulde og glædede os til at repræsentere Danmark til årets turnering. Da vi konstaterede at vores bags ikke var med flyet, begyndte en lille uro. Det blev taget action og vi fik vores bags ved midnat. Så langt så godt!
Med et par rigtig gode prøverunder, hvor alle informationer røg i banenguiden, den officielle velkomst var tilvejebragt, var vi klar! Tjekker starttider og jeg ser så, at jeg skal ud i første bold. Kl. 7.10! Uhh! De af jer, der er i samme aldersgruppe eller ældre kan måske nikke genkendende. Hvordan fa.. skal man kunne bøje og strække sin krop så tidligt om morgenen? Strategien blev at stå endnu tidligere op. Så kl 4.40 ringede uret og dagen gik i gang. Det blev en fin, men måske en lidt blød, golfrunde. Jeg var ikke ude af mesterskabet!
Om eftermiddagen blev der arbejdet på træningsbanen. Dr. Rørbæk lavede videoanalyse og over mobilen fik han analyseret svinget som egentlig så fint nok ud, jeg skulle bare fortsætte de småjusteringer, vi havde talt om derhjemme. Det gav en god ro og resultatet blev en fin 2. runde. Nu lå jeg nr 2, 3 slag fra føreren. Opgaven i finalerunden var at holde fokus på mit eget spil, hvilket lykkedes fint.
Tredje runde. Nu sniger der sig en fejl ind, som koster. Det var en MEGET langsom bold jeg gik i, og jeg blev hidsig, sådan rigtig irriteret. Så i stedet for at spille golf fokuserede jeg på tempo, dommer, ja måske groede græsset også for langsomt!
Michael Brodersen var kommet ind fra sin runde og sluttede som nr 16. Et hæderligt resultat, men han var ikke selv helt tilfreds. Han kommer så ud og går med mig de sidste par huller. På 18. hul, et par 5 hul, problemer over alt, er jeg ved at overbevise mig selv om, at jeg fra waste area, kan slå en 5 kølle op til layup. Brodersen foreslog at spille bolden ud og tage min bogie. Amygdala var vist på overarbejde her, men der kommer lys i gennem og jeg forstår hans plan. Den mand er jo genial!
Jeg får overrakt sølvmedaljen og lykønsket Australieren som vandt efter godt og solidt spil. Unden den Australske Nationalsang, kom der en lang tanke……! Der er et yndigt Land!
Når det så er sagt, så er jeg meget glad for min placering!
Tusind, tusind tak for jeres beskeder, kommentarer og samtaler! Jeres opbakning er suveræn, og betyder meget for mig!
Det har været en fantastisk tur og jeg har været sammen med to skønne rejsekammerater! Michael Flindt får en flot 14. plads i mesterskabet, som rækker til en 3. plads i Veteranrækken.
Mange hilsner Lotte
Forza KG