Jubilæum:
Lørdag markerede vi Kokkedal Golfklubs 50 års jubilæum med et Åbent Hus og fra kl. 11 til 16 kiggede mere end 300 medlemmer og gæster forbi. I dagens anledning havde man arrangeret det smukkeste efterårsvejr med høj sol, der var med til at skabe en herlig dag for alle.
Café Backtee havde i samarbejde med særligt Sabrina skabt flotte rammer og alt disponibelt mandskab var indkaldt for at hygge om gæsterne. Jazz Child lagde bløde toner under arrangementet, hvor der blev budt på lækre “fingermadder” fra vores dygtige køkken.
Borgmester Morten Slotved havde fundet tid i hans stramme program til at aflægge os et besøg og til stor glæde overrakte han på kommunens vegne en jubilæumsgave til klubben på kr. 30.000. Der blev også tid til en hyggesnak med vores golfmanager om klubhusprojektet, som står øverst på vores ønskeliste for fremtiden.
Dansk Golfunion var repræsenteret af formand Lars Broch Christensen og til stor glæde overrakte han en pengegave på kr. 5000 til vores Junior Fond. Til dato er der doneret over kr. 9000 som vores dygtige juniorafdelingen kan anvende til udvikling af klubbens unge talenter.
Formandens tale
Mange af dagens gæster havde valgt at møde op omkring tidspunktet for formandens tale. Det blev et varmt og vedkommende tilbageblik på de fantastiske ildsjæle som skabte grundlaget for Kokkedal Golfklub tilbage i de tidlige 70’ere. Den 4. november 1971 blev klubben officielt stiftet og siden har vi ikke set os tilbage. Lars Gundorph takkede alle som på en eller anden måde har bidraget til klubbens fortsatte succes.
Og efter alle de smukke og varme ord fik vi aldrig sagt selv tak til den 6. formand i klubbens historie, som med hans visionære og altid optimistiske tilgang har betydet, at Kokkedal Golfklub bliver omtalt med respekt og beundring.
Tusind tak Lars!
Nu fortsætter vores spændende rejse med nye projekter på og uden for banen. Tillykke til os alle. Livsglæde, samvær og kvalitet i de næste 50 år.