MedlemsService

Et kæmpe arbejde gennem vinterhalvåret er nu synligt ude på banen. Nye teeklodser, informationskilte og bænke i naturens egne materialer. Stærkt genbrug af træ og forarbejdet i smukt samarbejde mellem greenkeeperne og Carsten Mørch, en utrolig frivillig ildsjæl.

Nu skal vi sammen passe ekstra godt på miljøet. Det betyder at man samler ens knækkede tees op og tager dem med ind i skraldespanden. Der er nemlig ikke små “affaldsbeholdere” til tees længere. Og de mange skraldespande er også fjernet fra banen. I fremtiden tager man sit affald med ind til klubhuset og om kort til vil der være opsat affaldssortering ved Midtvejshuset og ved Klubhuset.

Drivingrangen er nu åben og der er lagt nye måtter ud på de fleste udslagssteder – de sidste er på vej fra leverandøren. Husk at det fortsat er strengt forbudt at slå bolde over hegnet for enden af rangen.

Forårsklargøringen af banen er i fuld gang og fortsætter straks efter påske. Der er fortsat krav om brug af vintermåtter, men desværre er der ikke mange tilbage til udlån. Er kassen i klubhuset tom, så tee bolden op på tee, fairway og i semirough. Vi håber at kunne åbne for buggyudlejning efter påske.