Denne del af hjemmesiden henvender sig til nybegyndere samt til Golfkursister.
Er du derimod nyt medlem i Kokkedal med et registreret DGU-handicap får du mere ud af at læse om klubbens andre tilbud andetsteds på vores hjemmeside.
Kære Ny-golfer
Velkommen til Kokkedal Golfklub, Klub 3-39 og sæson 2023
Da du nu har valgt (eller måske snart vælger) at du vil begynde at spille golf, har vi i Kokkedal Golfklub tilrettelagt et forløb for dig i Klub 3-39 (det kalder vi vores begynderafdeling) som du og alle andre ny-golfere skal igennem, før de bliver sluppet løs som ”ægte golfere”. Dette forløb kan variere meget fra golfklub til golfklub, men i Kokkedal Golfklub lægger vi stor vægt på at alle nye golfere skal få en så god start som overhovedet muligt både rent praktisk, teoretisk samt socialt, og det er måske netop derfor, at vi har en tilfredshedsvurdering på 100% fra tidligere ny-golfere
Startforløbet i korte træk
Du kontakter Medlemsservice på 4576 9959 (spørg efter Sabrina Colberg) og aftaler nærmere hvilken form for medlemskab du ønsker. Se yderligere information om medlemskaber tryk her.
Mange helt nye golfspillere vælger at starte op med et 10-ugers Golfkursus for på den måde at kunne ”smage på” hvad golf er før end beslutning om medlemskab endeligt tages. Se yderligere information om golfkurser tryk her. (alle kurser sæson 2023 er udsolgt)
Har du valgt et direkte medlemskab opfordres du til hurtigst muligt at kontakte klubbens Pro (klubbens træner) for at lave aftale om dine individuelle træningslektioner.
Har du valgt et 10 ugers Golfkursus får du information fra Medlemsservice om hvornår der er fællestræning med Klubbens pro (Klubbens træner) for dig og de andre på dit Golfkursus- hold. Ved første fællestræning for dit Golfkursus hold vil Finn og Ulrik, som står for Klub 3-39, deltage og give dig yderligere information.
På 10 uger kan de fleste nygolfere opnå fulde spillerettigheder hvis der vel og mærke lægges et stykke arbejde i det. Hvis du vil have maksimalt ud af dit kursusforløb, anbefaler vi at du ugentligt bruger 3-4 timer på selv træning udover din golfkursustræning.
Det videre forløb rent praktisk
Når Pro`en efter nogle ganges træning vurderer du er klar til at komme i gang med andet end lektioner med ham, ”frigiver” han dig til spil på Par3 banen (P3). Par3 banen er en ”lille golfbane” med 5 huller der spilles 2 gange, som bliver flittigt brugt af såvel elitespillere, juniorer og nye golfspillere. Denne kan du så nu benytte lige så meget du vil alle ugens 7 dage.
Da du er en del af Klub 3-39 tilbydes du nu også at komme til at spille golf sammen med de andre af årets ny-golfere. Hver mandag mødes Klub 3-39 spillere kl. 17.30 foran proshoppen, deler hold og går ud på banerne (par 3 og senere på stor bane) for at spille golf. Forvent at vi bruger ca. 2 timer så vi er færdige ca. kl. 20.00. Der vil altid være tilknyttet et passende antal mentorer (etablerede golfspillere), som vil hjælpe dig til rette og hjælpe dig med at lære alt om ”etikette, teori og praktik” på golfbanen. Den egentlige golfundervisning sørger vores 3 uddannede pro´er for.
Når vi i Klub 3-39 spiller om mandagene, kan du spørge mentorerne om alt vedr. golf, og i starten af din nye sportskarriere vil der givetvis være en del spørgsmål der trænger sig på. Gennem din aktive deltagelse i Klub 3-39 kommer du til lære andre ny-golfere at kende, og sammen kan I begynde at lave individuelle private spilleaftaler på P3 banen.
Nu begynder det at blive rigtigt sjovt.
Efter mandags runden er alle meget velkomne til ”After Golf” i klubhuset. Klubbens Cafe Backtee serverer god mad til rimelige priser og såvel kolde som varme drikke. Det er altid rigtigt hyggeligt at slutte mandagen af med en god gang golfsnak/-grin og noget til såvel mave og gane.
Vi har oprettet en Facebookgruppe ”Klub 3-39” for nye golfspillere så man hurtigt kan finde spillemakkere, spørge om løst og fast eller udveksle erfaringer så måske dette var noget for dig?
Golf er ikke kun “at kunne ramme den lille hvide bold”
Du skal under forløbet i Klub 3-39 gennemgå et teorikursus og bestå en regelprøve.
Ved din indmeldelse får du udleveret et lille selvstudie hæfte med reglerne og klubben tilbyder herudover i 2023 et gratis online regelkursus som du skal følge. Du kan tilmelde dig det gratis online ”Oswald Academi Regelkursus” Klik her for vejledning og tilmelding.
Kurset indeholder 25 instruktionsvideoer i en pædagogisk og munter tone, hvor alle de grundlæggende golfregler læres, og der hører en lang række opgaver til samt en afsluttende regelprøve. Når regelprøven er bestået, får klubben direkte besked. (når du husker at anvende kg@kokkedalgolf.dk når du tilmelder dig prøven)
Du vil få tilsendt en separat mail med alle nødvendige log-in informationer når du starter i Klub 3-39
Regelprøven skal være bestået, før du kan komme ud og spille på den store 18 hullers bane. Så snart du har fået et medlemsnummer tildelt kan du gå i gang med regeltræningen. Ved at kende de rigtige regler gør du golf spillet sjovere for dig selv og for dem du spiller med
Du vil også under din tid i Klub 3-39 blive tilbud at deltage i en udendørs regelgennemgang (1 times praktik af golfregler på golfbanen). Se under punktet længere nede vigtige datoer og vælg den dato der passer dig bedst.
.
Hvordan kommer du videre til stor bane?
På P3 banen tilstræbes det, at du som mand bruger max 45 slag – og som kvinde max 50 slag på de 10 huller. Når du spillemæssigt er deromkring, kommer du sammen med en mentor ud at spille den ”rigtige” bane.
Bare rolig, vi starter ikke i banens fulde længde de første par gange. På den store bane skal du vise, at du forstår golfen, at du kan gebærde dig på banen, opretholde et godt tempo og opnå et givet antal point. Når vi vurderer du er klar til at forlade ”ny-golferlivet” vil du afslutningsvis komme ud at gå ”introduktions-runde” hvilket vil sige at du alene kommer ud at spille med en af klubbens rutinerede spillere på de første 9 huller af stor bane.
På denne aften bliver der fortalt om alt vedr. klublivet, hvordan man booker tider, traditioner og lidt mere etikette og efter denne runde bliver du frigivet til at spille på den store bane på egen hånd. Nu er du gået fra at være Ny-golfer med tilhørsforhold i Klub 3-39, til ”ægte golfspiller” med registreret handicap – TILLYKKE!
Hvad skal du så?
Når du har gennemført Introduktionsrunden og bliver ”Ægte golfspiller” skal du hvis du har valgt et 10 ugers Golfkursus, tage stilling til om du vil fortsætte med golfen. Dette aftaler du med Sabrina i Medlemsservice som ugen før dit medlemskab udløber, vil fremsende dig en mail med tilbud om de forskellige medlemsmuligheder du måtte have.
Vi håber selvfølge at du vælger at fortsætte og blive rigtigt medlemskab i Kokkedal Golfklub. Du vil i så fald få et officielt handicap. Har du fra starten valgt at melde dig ind i Kokkedal Golfklub får du nu et officielt Handicap (læs længere nede).
Med et officielt registreret handicap kan du vælge at spille individuelt på den store bane, altså booke dine egne tider alene og med andre i vores booking system ”Golfbox”. Du vil få praktisk introduktion til Golfbox af din fadder før eller efter din introduktionsrunde. Du kan også læse om Golfbox længere nede på siden.
I Kokkedal Golfklub har vi et fantastisk tilbud til alle spillere med handicap 31,5 og opefter. Når du bliver frigivet, vil du som kvinde starte med handicap 49 og som mand handicap 48. (læs mere om handicap i næste afsnit).
Vores tilbud kalder vi Mandagsklubben som er ”en klub i klubben”, hvor nye golfere fra Klub 3-39, sammen med mange andre golfere med handicap over 31,5, spiller sammen i en turnering. Hver mandag spilles der 9 huller på stor bane med præmier etc. Vi anbefaler at du også begynder at spille med her i Mandagsklubben, hvor du lynhurtigt kommer til at lære endnu flere nye golfere at kende. Læs mere herom under Mandagsklubben tryk her
Al tilmelding i golfklubben foregår via Golfbox
Man tilmelder sig til mandags spil i Klub 3-39 senest fredagen forinden kl. 18.00. på Golfbox som er vores booking system. Du kan bruge login fra klubbens hjemmeside: tryk her og indtast dit Brugernavn og password ved at klikke på “golfbolden” i højre side.
Vælg herefter i venstre side ”Klubturnering” – Kategori ”Klub 3-39” og vælg ”Måned” og ”Dato” .
“Tilmeld online” ude til højre for arrangementet, skal være tændt.
Tryk på “TILMELD her”, et nyt vindue åbner hvor man kan læse mere om selve arrangementet og fortsætte med den endelige tilmelding ved at trykke på ”TILMELD HER”. Tryk herefter “FORTSÆT” og der kommer en bekræftelse på at man er tilmeldt.
Dette gælder også for alle andre arrangementer i Klub 3-39 (udeteori etc.)
Sig til hvis I undervejs møder udfordringer – ring til Medlemsservice på 4576 9959 og spørg efter Sabrina / Ken eller skriv til ulrik.s.friis@gmail.com
Vigtige dato’er
Første gang træning i Klub 3-39
01-05-2023: Mødested foran Proshop kl. 17.30
Herefter hver mandag samme tid og sted (se i Golfbox)
Udendørs Teori–undervisning (du skal kun deltage en af dagene):
16-5-2023: Mødested foran Proshop kl. 18.30
23-5-2023: Mødested foran Proshop kl. 18.30
Kokkedal Ugen 2023
En hel uge i træk fra lørdag den 24, juni til lørdag den 1. juli medturneringer på stor bane, men naturligvis os noget for alle ny-golfere
Mere om dette på klubbens hjemmeside i løbet af foråret.
Hvad er et handicap?
Handicapsystemet i golf er en metode, hvorved to golfspillere af forskellig styrke kan spille med og mod hinanden på lige fod. Du får som ny-frigivet golfspiller tildelt et spillehandicap (SPH) på 54 (hcp damer 51/herre 48), hvilket betyder, at du på den store bane får 54 ekstra slag, ud over banens normale par – som er 72.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i Klub 3-39 – Kokkedal Golfklub og naturligvis også på banen.
Klub 3-39 : Finn Petersen Klik her for at sende en mail – tlf. 4011 5747
Klub 3-39: Ulrik Sørbye Friis Klik her for at sende en mail – tlf. 4094 220