Chefgreenkeeper:
Kære medlemmer. Vi håber at I alle nyder december og muligheden for, at spille golf i det omfang vejret tillader det. Vi gør alt hvad vi kan for at holde banen åben og i så god stand som muligt.
På denne årstid er det ekstremt vigtigt, at I hjælper os med dette. Da græsset er holdt op med at gro vil skader der bliver påført nu, være synlige til foråret. Indførsel af måtter på hele banen er derfor en nødvendighed.
Det er derfor meget skuffende og komme ind på arbejde en søndag i december, og se at måtterne ikke bliver brugt på teestederne. Det er decideret mangel på respekt overfor vores arbejde, og burde være en selvfølge når det står alle steder at der skal bruges måtter.
Der var denne søndag morgen mellem 10-15 uoprettelige nedslagsmærker pr. green….igen meget skuffende at vi stadig i 2021 kæmper med noget så simpelt, som at rette sit eget nedslagsmærke op.
Hvis nedslagsmærket ikke bliver rettet op, kan det være årsag til svampeangreb på greens og disse angreb kan ses langt ind i 2022 sæsonen.
Den bedste julegave I kan give jeres greenkeeper, er at hanke op i jer selv og jeres spillemakker. I kan og SKAL være bedre til at passe på vores bane i 2022. Det skylder vi hinanden for at vi sammen kan bringe Kokkedal Golfklub helt op i toppen blandt danske golfbaner. Dette kræver dygtige dedikerede greenkeepere, samt medlemmer der tager et medansvar.
I ønskes en god jul fra alle os greenkeepere, med håb om at julegaven fra jer medlemmer bliver indfriet i 2022.
Venlig hilsen
Anders Linnet
Chefgreenkeeper