Danmarksmesterskab:

Det er blevet en fast tradition at Kokkedal Golfklub hvert år lægger græs til spændende eliteturneringer. Klubben har været vært for både Ladies European Tour, Challenge Tour og en lang række Ecco Tour’s og i år, hvor Kokkedal Golfklub kan fejre 50 års jubilæum, bliver det de bedste af de ældste elitegolfere fra hele Danmark, som får fornøjelsen af at dyste om medaljer i de smukke omgivelser.

96 deltagere fra hele Danmark dyster om Danmarksmesterskabet for veteraner og superveteraner i Kokkedal Golfklub og vi stiller selv op med 17 spillere.

Fredag den 6. august fra kl. 8 sendes de første spillere afsted og der spilles 18 hullers slagspil uden handicap. Lørdag den 7. august byder på endnu 18 huller fra kl. 8, inden feltet halveres inden søndagens afgørende 18 huller også med start fra kl. 8.

Kokkedal Golfklub har deltagere med i tre af de fire rækker, som tæller veteran damer og herrer, samt superveteran damer og herrer.

Der er naturligvis gratis adgang for alle, som har lyst til at opleve nogle af landets dygtigste golfspillere på en golfbane, som de sidste par år bl.a. har fået nye, udfordrende greenområder.