Proshop:
Nu er det snart alvor. Vejret bliver bedre og flere starttider bliver booket hver dag i takt med at temperaturen stiger.
Som de fleste er bekendt med har klubben overtaget driften af både Proshop og driving rangen. Vi handler lige ansvarligt ind for medlemmernes penge og forhåbentligt kigger de fleste forbi når vi åbner primo april, for at købe deres golfudstyr, bolde med videre i vores egen Proshop.
Og vi har brug for hjælp – både med personale til Proshoppen og til pasning af driving rangen.
Proshop
Har du tidligere erfaring fra detailhandel er det en fordel men ikke et krav. Og har du lyst til at bidrage til en succes i vores Proshop, så har vi brug for dig til primært eftermiddagsvagter på hverdage, delevagt i weekender og til aflastning i ferieperioder. En hverdagsvagt vil typisk være ca. 4 timer fra ca. kl. 13 til 17 og i weekender kan to dele vagterne i åbningstiden fra kl. 9 til 16. Løn efter aftale.
Driving range
Måske har du trukket dig tilbage fra arbejdsmarkedet men savner at hjælpe til med noget, som giver mening for dig og klubben. Eller også er du under uddannelse og har brug for et fritidsjob (minimum 18 år). Vi har brug for hjælp til indsamling af bolde i ca. én time til halvanden i de tidligere aftentimer alle ugens 7 dage. Det kan virke som tungt arbejde, men det kræver faktisk ikke kræfter. Du triller rundt i aftensolen i boldopsamleren, trækker i et håndtag og tømmer de fyldte kurve i boldgraven og så bliver boldene vasket og sendt retur i boldautomaten. Vi søger minimum 6-7 personer som vil dele opgaven efter en fast plan med mulighed for at bytte vagter i vores online vagtplan. Løn efter aftale.
Sådan søger du
Send en mail til golfmanager Ken Lauritsen med en kort ansøgning. Du er også velkommen til at ringe på hverdage mellem kl. 8 og 14 på 4576 9959.