Ecco Tour:
Der er 40.000 euro på spil, når man onsdag tager hul på BWT Championship. Vores 6327 meter lange parkbane, der snor sig om skov, søer og ikke mindst Kokkedal Slot Copenhagen, har ikke været en del af ECCO Tour programmet siden 2019.
– Turneringen i 2020 blev desværre aflyst grundet covid, men nu er vi tilbage og det er vi rigtig glade for, siger Flemming Astrup, der driver ECCO Touren. – Det er bare et godt sted, banen er i verdensklasse stand, medlemmerne har taget godt imod os, de frivillige og personalet gør et virkelig godt stykke arbejde, så alt spiller bare, fortsætter han.
Det er 9. gang at Kokkedal Golfklub lægger græs til en afdeling af Ecco Touren. – Vi har i mange år prioriteret at støtte udviklingen af de unge golftalenter, så det er helt naturligt for os at sige ja, når Kokkedal Golfklub bliver foreslået som en oplagt bane til at afvikle turneringer på – uanset om de er amatører eller professionelle, siger golfmanager Ken Lauritsen. – Lige nu markerer danske spillere sig stærkt på det øverste niveau i verden og de fleste af dem har startet deres karriere på Ecco Touren.
Sidste gang ECCO Touren besøgte Kokkedal Golfklub vandt Andreas Lunding, der har hjemmebane i Kokkedal. Andreas Lunding er ikke at finde til start i denne udgave af turneringen, der har fået navnet BWT Championship, det er til gengæld Kristoffer Max. Det unge stjerneskud har spillet en enkelt turnering som professionel, og den vandt han. Det skete, da han var tre slag bedre end nr. 2 i Miklagaard Open, der ligesom BWT Championship, er en del af Nordic League. I Kokkedal hepper vi på Simon Bukrinsky, der har start onsdag 08.50 fra 10. tee (det normale 1. tee i Kokkedal)
Feltet i BTW Championship er generelt godt pakket med unge danske talenter. Sebastian Wiis og Victor Sidal Svendsen er værd at nævne. Begge spillere har vundet på Nordic League i år og deltog i Made in HimmerLand i begyndelsen af juli. Derudover er ranglistens bedste dansker, Peter Launer Bæk, svenske Björn Åkesson, og norske Andreas Halvorsen også at finde på startlisten.
Der er gratis adgang både onsdag, torsdag og fredag. Der startes fra både 1. og 10. tee alle dage fra kl. 07.30. Startlister og livescoring kan ses på eccotour.org.