Bestyrelsen:
Kære medlemmer. Efter valget på generalforsamlingen har den nye bestyrelse konstitueret sig, og opgavefordelingen er på plads (se organisationsdiagram). Vi har allerede afholdt vores første møde den 27. april, og yderligere to møder er planlagt inden sommerferien. Det gør vi for at komme godt fra start og sikre, at de ambitioner, vi har sat os, kan realiseres. I den kommende tid vil de enkelte ledere af “klubber i klubben” høre fra et bestyrelsesmedlem, så vi kan få etableret en direkte og konstruktiv dialog.
Fokus på banen
Baneudvalget, bestående af Anders Linnet, Ken og undertegnede, har allerede haft vores første møde og banegennemgang. Vi har igangsat planlægningen af et forbedret træningsområde i nærheden af klubhuset. Planen tager udgangspunkt i tidligere skitser, udviklet i samarbejde med sportsudvalget og Niklas Nørgaard. Af sikkerheds- og æstetiske hensyn har vi dog valgt ikke at bruge området bag 18. green og op mod slottet, som ellers var foreslået. I stedet vil vi flytte puttinggreenen ved klubhuset længere nordpå i retning mod 1. teested for at skabe mere plads og bedre sammenhæng i området.
Vi undersøger også muligheden for at knytte en ny banearkitekt til klubben, efter Ron Kirby desværre er gået bort. Ron nåede dog at levere forslag til løsninger omkring 6. hul i forhold til de udfordringer ved Mikkelborg Park – forslag vi nu vil arbejde videre med. Derudover kigger vi på sikkerhedsforholdene omkring 17. og 1. hul ved rangen. Det kræver også en dialog med kommunen om, hvilke ændringer der kan tillades.
Konkret har vi allerede godkendt indkøb af endnu en robot til træningsområdet og 18. hul, hvilket understøtter vores ambition om løbende kvalitetsforbedringer.
Klubhuset – fra vision til virkelighed
Lars Erik Brenøe har taget initiativ til at etablere et klubhusudvalg og vil kontakte medlemmer med relevant erfaring inden for byggeri. Målet er at få afklaret de konkrete behov for renovering og udbygning, sikre at vi har opdaterede tegninger og derefter påbegynde arbejdet med en byggeansøgning, der skal bruges både over for kommunen og banken. Ambitionen er at være så langt i planlægningen i løbet af 2025, at en realisering kan ske i efteråret 2026. Vi håber at udvalget er fuldt på plads inden næste bestyrelsesmøde den 26. maj.
Proshoppen i gang med finjusteringer
Ken og teamet omkring proshoppen er godt i gang og lærer løbende, hvad der fungerer i praksis. Vi har lagt forsigtigt ud med sortimentet, men oplever allerede større efterspørgsel på tøj og sko, end vi havde forventet. Det giver anledning til at justere og forbedre udbuddet fremadrettet. Kom endelig med forslag når du har lejlighed til at kigge forbi Proshoppen.
Klubliv på terrassen
Restauranten er kommet godt fra start, og der er allerede god aktivitet og stemning – særligt på terrassen. Det er stadig tidligt i sæsonen, men det tegner rigtig godt, og personligt synes jeg, at vi har ramt et niveau og en atmosfære, der klæder klubben.
Andre initiativer og god stemning
Henrik Thouber har fået sat skub i sportsudvalget, og Lotte og Jesper arbejder aktivt med juniorafdelingen, så sæsonen er for alvor sparket i gang. Det er også glædeligt, at klubbens økonomi får et positivt løft gennem en pæn tilgang af nye ungsenior-medlemmer. Samtidig er der godt gang i Proshoppen med tilbud om fællestræning og diverse specialkurser, hvor Ken støtter trænerteamet med markedsføring og synlighed.
Alt i alt er vi kommet godt fra land med arbejdet i bestyrelsen. Der er meget at tage fat på, men også mange positive takter allerede. Vi glæder os til en spændende sæson og til at skabe endnu bedre rammer for jer medlemmer i Kokkedal Golfklub.
På vegne af bestyrelsen i Kokkedal Golfklub.
Med venlig hilsen,
Mikael Sternberg, formand

