Sporten:

Onsdag aften havde Hørsholm Kommune inviteret til “Årets Idrætsstjerner 2022” og Kokkedal Golfklub var naturligvis igen repræsenteret med en del af vores funklende stjerner. Der var udsigt til at få et borgmesterhåndtryk, lidt mad og drikke og at møde alle de øvrige dygtige idrætsudøvere i kommunen.

En del af vores dygtige Veteranhold, som vandt DM Guld efter en suveræn indsats mod Simon’s GK i finalen, blev hædret på scenen. Der er allerede store forventninger til den kommende sæson. Holdet bestod af Gitte Nielsen, Linda Gundorph, Merete Schiøtz, Annette Cortsen, Nigel Willett, Henrik Thouber, Niels Larsen, Jørn Jacobsen, Helge Flou-Jensen, Ole Astrup og Erik Weber Olesen.

Den nye generation var repræsenteret af Thomas Leander Poulsen. Ved DM/Årgangsmesterskaber for U12 op til U16 år, som blev afviklet i Korsør Golfklub, fik Thomas Leander Poulsen sølv i U12 drenge – blot et slag fra 1. pladsen.

Med sølvmedalje ved EM for Senior Damer og endnu en flot sølvmedalje ved 2022 European Seniors’ Championship samt DM Guld i suveræn stil ligeledes i Seniorrækken, blev Lotte Greve indstillet og hædret. Lotte var desværre forhindret i at deltage på grund af ferie.

Christina Thouber har haft en fremragende 2022 sæson. Hun har deltaget på landsholdet for kvinder og opnået en række bemærkelsesværdige resultater. Vinder af Danish International Amateur Championship (DILAC) og en flot 2. plads i English Womens Open samt vinder af sæsonfinalen på DGU Elite Tour. Christina var desværre også forhindret i at deltage.

Niklas Nørgaard har opnået en række flotte resultater på DP Touren (tidligere EuropaTouren) for professionelle golfspillere. I 2022 formåede han atter at kvalificere sig til at spille med blandt de 115 bedste professionelle spillere på den prestigefyldte DP Tour. Formand for eliteudvalget Michael Schiedel var på scenen for at modtage Niklas hyldest og diplom.