Interview:

Efter at det lykkedes Christina Thouber at vinde DM i hulspil har golfmanager Ken Lauritsen inviteret hende til en samtale om hendes golfliv.

Ken: Stort tillykke Christina med DM. Det er en meget flot præstation. Kokkedal Golfklub har vundet DM for hold en del gange, og du var selv med til at vinde sølv med dameholdet for 3 år siden. Du vandt som junior to år i træk bronze til DM, og så vinder du DM-guld i dit første år som damespiller. Kan du fortælle lidt om, hvordan du formåede at gøre det?

Christina: Jeg har fra starten af denne sæson været godt spillende. Her tænker jeg ikke bare på, at jeg i de første eliteturneringer i år inden DM opnåede en 2. plads, to 3. pladser og en 5. plads, men også at jeg har været igennem en proces, hvor mit spil er blevet forbedret på alle parametre.

Ugen før DM spillede jeg Mølleåen Open, hvor jeg lå delt nr. 1 inden sidste hul, hvor jeg så fejlede og lavede en dobbelt bogey, som resulterede i en 3. plads. Ærgrelsen var stor, men glæden over fremgangen i mit spil var større, og jeg troede i hele ugen op til DM på, at jeg med det spil godt kunne nå langt.

Det var selvfølgelig en overraskelse, at det lykkedes mig at vinde guld, men til DM spillede jeg tæt på fejlfrit i alle matcher. Det var givetvis også grunden til, at jeg vandt så overbevisende i både kvartfinalen, semifinalen og finalen, for de andre damer har et meget højt niveau og et lavere handicap end mig.

Ken: Hvornår begyndte du at spille golf?

Christina: Jeg er født og opvokset i Hørsholm, og mine forældre var allerede medlem af Kokkedal Golfklub, da jeg blev født. De meldte min søster og mig til børnegolf i klubben, så snart det var muligt, og det var det som 4-årig. Der stod vi ca. 30 børn 3 meter bag den måtte, hvorfra Michael Jacobsen viste, hvordan man slår til en golfbold. Det imponerede os selvfølgelig, men ellers var det de første år det fællesskab, som Michael formåede at skabe med en masse sjov og lege, der gjorde, at vi glædede os til næste gang.

Ken: Har golf været din eneste sport?

Christina: Nej, jeg spillede også badminton, håndbold og basketbold i forskellige perioder, men jeg blev aldrig lige så grebet af de sportsgrene som golf.

Ken: Hvornår blev du seriøs med golfen?

Christina: Jeg blev først rigtig seriøs med golf fra 12-13 års-alderen, hvor jeg stillede op i turneringer både for klubbens juniorhold og individuelt. De individuelle turneringer begyndte jeg at spille, fordi en af mine forældres venner en dag ringede til dem, og spurgte, hvorfor Christina ikke stillede op i individuelle turneringer, når hun nu havde det laveste handicap i sin årgang i Danmark. Det var de ikke klar over, men så spurgte de mig, om jeg havde lyst til det, og det ville jeg gerne.

Ken: Og hvordan gik det så?

Christina: Jeg klarede mig fint. Indtil 16 års-alderen spilles der danmarksmesterskaber for hver årgang, og jeg nåede at vinde to danmarksmesterskaber og en sølvmedalje i disse mesterskaber. Så blev jeg optaget i landsholdets udviklingstrup som 15- og 16- årig og blev udtaget til juniorlandsholdet som 17- og 18-årig, hvor jeg begge år vandt bronze til DM for juniorer.

Ken: Nu er du 19 år og derfor ikke længere junior, og vinder allerede det første år som damespiller danmarksmesterskabet i hulspil. Har golf for dig kun været succes på succes?

Christina: Nej, bestemt ikke. Der har været mindst lige så mange skuffelser som succeser. Succeserne avler interesse og lykønskninger, mens man selv bearbejder skuffelserne sammen med sit team for at komme videre.

Ken: Kan du uddybe, hvilke skuffelser du har haft?

Christina: Ja, da jeg begyndte at spille turneringer, troede jeg, at mit golftalent rakte til at vinde uden den store træningsindsats, og det gik også fint det første års tid. De andre talentfulde piger i landet ydede en noget større træningsindsats end jeg gjorde, og det varede ikke længe, før jeg så mig overhalet på forskellige parametre. Nogle slog længere, nogle slog tættere på pindene, nogle puttede bedre etc. Jeg opnåede derfor ikke de turneringsresultater, som jeg ønskede.

Ken: Trods skuffelserne opgav du ikke golfen. Hvorfor?

Christina: Først og fremmest synes jeg jo, at golf er sjovt. Jeg brænder virkelig for det. Samtidig er det den sport, som jeg har det største talent i, og jeg er vild med at konkurrere. Det lyder måske mærkeligt, men skuffelser kan godt motivere til at revurdere situationen og hanke op i sig selv og gøre en indsats for at begrænse dem fremadrettet.

Ken: Og det har du gjort?

Christina: Ja, det har jeg. Skuffelser undgår jeg dog næppe fremadrettet, men jeg har lært, at det rent faktisk hjælper at analysere på situationen, erkende mine svagheder og så gøre noget aktivt for at afhjælpe dem. Jeg har dog også fået stor hjælp til det.

Ken: Hvem har du fået hjælp af?

Christina: Først og fremmest har jeg fået stor hjælp af klubbens elitetræner Nils Rørbæk-Petersen, der selv spillede på højeste professionelle niveau som ung, og som er god til både at undervise i det tekniske, motivere og stille krav. Til gengæld bruger han gerne en del af sin fritid på at komme ud og se elitespillerne spille turnering og i øvrigt bakke op, hvis man gør indsatsen.

Jeg glemmer aldrig, hvordan han for alvor fik sat gang i mig. Året før jeg blev udtaget til juniorlandsholdet, havde jeg faktisk håbet på at blive udtaget allerede i det år. Landstrænerne ser mange elitespillere spille i turneringerne landet over, men klubtræneren har det bedste kendskab til sine spillere. Derfor ringer landstrænerne til klubtrænerne for at høre klubtrænerens holdning til spilleren. Da landstrænerne ringede og spurgte Nils, om jeg var klar til at komme på juniorlandsholdet, svarede han ”Nej”. Han fortalte mig efter samtalen, at han havde sagt, at jeg bestemt har talentet til det, men at min indsats og modenhed ikke var, hvor den skal være. Jeg var i første omgang dybt skuffet over, at min klubtræner ikke bakkede mig op, men jeg forstod senere, at han fik mig til at indse, at jeg stod ved en skillevej. Han sagde, at vi kunne lave en plan for en seriøs og koncentreret træningsindsats det kommende år, hvor mobiltelefonen var slukket og gemt væk under træningen, og hvis jeg kunne og ikke mindst ville leve op til det, så var han klar til at bakke mig op, når landstræneren ringede igen. Og sådan blev det, for jeg ville på det juniorlandshold.

Og Nils holdt ord, for året efter talte han overfor landstræneren varmt for min udtagelse til juniorlandsholdet. Dette er et eksempel på en af de skuffelser, som efterfølgende har medvirket til at gøre mig bedre.

Ken: Hvem har ellers hjulpet dig?

Christina: De to år på juniorlandsholdet medførte, at Dansk Golfunions landsholdstrænere, fysioterapeuter, mentaltrænere m.m. har stået til rådighed for mig, og det har også haft stor betydning for min udvikling i den rigtige retning. Udtagelsen til juniorlandsholdet medførte også deltagelse i en række træningssamlinger og træningslejre i ind- og udland sammen med de øvrige landsholdsspillere og landstrænerne. Selv om jeg p.t. ikke er på damelandsholdet, står apparatet i vidt omfang fortsat til rådighed for mig, så jeg kan fortsætte sin udvikling, og det har jeg stor glæde af.

Hver uge ser både Nils og landstræneren på status og udviklingsmuligheder i mit sving. Det motiverer mig til at følge op og yde den nødvendige indsats, og det gør mig hele tiden en smule bedre.

Kokkedal Golfklub støtter også op om mig. I Kokkedal Golfklub er der styr på tingene, og der fokuseres meget på, at der er plads til alle, og at kulturen og fællesskabet er god, og det sætter jeg pris på. Som elitespiller kan man modtage finansiel støtte fra klubben i form af delvis refusion af omkostninger til turneringer, ligesom elitespillerne til en vis grad modtager gratis træning. Det synes jeg er flot. og det er jeg taknemlig for. Klubbens chef pro Nigel Willett, der er et ikon i klubben, og snart har 40- års jubilæum, støtter mig bl.a. i relation til det golfudstyr, som jeg skal bruge.

Jeg synes også, at børnegolfen med Michael Jacobsen er fantastisk. I min tid som junior har jeg også haft glæde af det store arbejde, som Gitte Nielsen, Søren Christiansen og nu Lotte Greve gør som juniorformand, og jeg er ikke i tvivl om, at det er basis for tiltrækning af nye unge medlemmer og deres forældre. Juniorarbejdet er er også grobund for nye elitespillere, som KG har fostret mange af igennem tiderne.

Medlemmerne støtter også op om mig på anden måde. Jeg har fået lykønskninger fra rigtig mange medlemmer i klubben ovenpå mit danmarksmesterskab, og det varmer. Når jeg kommer op i klubben, er der mange, der lige kommer hen til mig og siger ”flot spillet i sidste weekend, hvad er det næste”, og så får man sig lige en snak.

Sidst men ikke mindst støtter mine forældre fuldt op om mig. De er der altid for mig, og de tror fuldt og fast på mig, og skuffelserne hjælper de mig med at bearbejde.

I dag har jeg et rigtig godt team, og jeg sætter stor pris på den opbakning, som jeg får.

Ken: Er der noget, som du kan anbefale til andre unge, der brænder for deres sport?

Christina: Ja, hvis der er noget, som jeg har lært den hårde vej, og som jeg kan videregive til andre unge, der brænder for en sport, så er det, at talent er ikke nok. Der skal arbejdes hårdt og systematisk og gives afkald på en masse ungdomsliv. Der skal trænes hårdt med fysikken, spisevaner, det mentale og selvfølgelig de tekniske dele af golf hver uge året rundt. Så godt som hver weekend spiller jeg turnering fra tidlig morgen til aften, så når vennerne går i byen fredag og lørdag aften, går jeg i seng.

Ken: Er målet at blive professionel golfspiller og leve af din sport?

Christina:  Hvis jeg var overbevist om at jeg kan nå verdenstoppen for professionelle golfspillere, ville jeg gå den vej. Lige nu ligger jeg nr. 473 på verdensranglisten for amatører, så jeg må ydmygt erkende, at der er rigtig lang vej. For et år siden lå jeg nr. 3.300, så det går ganske vist i den rigtige retning, og hvis jeg kan fortsætte min udvikling de næste par år, så kan det godt tænkes, at jeg bliver professionel golfspiller. Jeg har dog besluttet, at jeg vil påbegynde en uddannelse på CBS til efteråret, så jeg i hvert fald har noget at falde tilbage på, og så vil jeg fortsætte med at give den gas med golfen og se, hvor langt det rækker.

Herfra ønsker vi Christina tillykke med det flotte danmarksmesterskab og held og lykke fremover.