Bestyrelsen:

Det er en glæde for bestyrelsen at melde ud, at vi har fundet vores nye restauratør til restauranten i Kokkedal Golfklub. Som tidligere meddelt, lykkedes det ikke at få succes for og med Sepia Club, og derfor har det været afgørende for os at finde en løsning, hvor klubliv, god mad og drikke og forståelse for golfmedlemmernes behov er tilbage i højsædet.

Allerede sidste år var vi i dialog med Rune Hartmann Damsgaard, men af forskellige årsager lykkedes det ikke dengang. Da det stod klart, at vi skal finde en ny forpagter igen, var det derfor naturligt for os at række ud til Rune. I løbet af det forgangne år har Rune, sammen med bl.a. Thomas Lynge Nielsen, evnet at skabe et rigtig godt koncept med Hallernes Spisested, og samtidig flytter Rune sin virksomhed Sandwich.dk til Trommen i Hørsholm så Rune og hans team repræsenterer et stærkt og velprøvet setup vi har fuld tillid til. At Rune tilmed selv er en dygtig golfspiller og medlem gør det bare endnu mere lovende. Vi har bedt Rune introducere sig selv kort nedenfor, og vi glæder os til samarbejdet.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Kære medlemmer af Kokkedal Golf Klub,

Mit navn er Rune Hartmann Damsgaard, og det er med stor glæde, at jeg kan introducere mig selv som den nye forpagter af Restauranten i vores elskede golfklub.

Jeg er heldigvis ikke alene, for min gode ven og dygtige kok, Thomas Lynge Nielsen, er med på holdet. Vi arbejder sammen allerede nu og driver Hallernes Spisested i Hørsholm Svømmehal. Thomas var i øvrigt ansat som kok under Johnny og Ulrikka (Café Backtee) og jeg selv er medlem af Kokkedal Golf Klub og har været det gennem flere år, så vi har begge stor indsigt og erfaring i Kokkedal Golf Klub i forvejen. Thomas kommer til at være en stor del af den daglige drift af restauranten, mens jeg selv kommer til at have et mere overordnet og administrativt ansvar. Vi er begge meget passionerede omkring mad og service, og vi har flere års erfaring inden for restaurationsbranchen.

Vores mål er ikke blot at tilbyde lækker mad og drikke, men også at skabe en varm og indbydende atmosfære, hvor alle kan føle sig hjemme og nyde vores fælles passion for golf. Vi mener at det sociale aspekt i en golfklub er noget af det allervigtigste og at restauranten skal være det bærende fundament til dette. Der skal være ”højt til loftet” og plads til alle, men selvfølgelig med respekt for tradition, etik og fundamentale regler der hører til i en golfklub.  

Vi ser frem til at tage del i fællesskabet her i Kokkedal Golf Klub og bidrage til klubbens liv med en spændende menu, der passer til både hverdagens og de særlige anledninger. Vi planlægger at introducere nogle nye, klassiske og sæsonbetonede retter, samt forfriskninger, der vil kunne nydes, efter en god runde golf og selvfølgelig til rimelige priser. Derudover vil vi gerne skabe og tilbyde arrangementer og temaaftener, hvor vi kan samles og fejre både store og små øjeblikke.

Vi ser frem til at møde jer alle og høre jeres idéer og ønsker til restauranten. Sammen kan vi gøre Kokkedal Golf Klub til et endnu bedre sted at være. Vi er så glade for at vi har fået muligheden og vi glæder os til at komme i gang.

De bedste hilsner,
Thomas og Rune