Danmarksturneringen:

Lørdag og søndag var alle klubbens hold i Danmarksturneringen i kamp og i flere rækker handlede det kort sagt… om liv eller “død”.
 
Ungdom
De fire dygtige og lovende juniorer i kvalifikationsrækken vandt 7-0 i deres sidste opgør på hjemmebane og dermed rækken. Under normale omstændigheder ville det betyde oprykning til 2. division i 2024, men desværre kunne klubbens juniorhold i 1. division ikke holde sig fast i rækken og skal derfor ned i 2. division fra næste sæson. Det ulmer af spilleglæde og talent i juniorafdelingen, så det er kun et spørgsmål om tid før Kokkedal er tilbage i det fine selskab.
 
De andre “unge”
Dameholdet rykkede sidste år op i Elitedivisionen og var på forhånd klar over at bolden skulle trille vores vej, hvis pladsen på den øverste hylde skulle bevares. De kæmpede bravt i alle matcher og det blev til en enkelt sejr over Hillerød, men desværre ikke nok så turen går tilbage til 1. division fra næste sæson.
 
Herreholdet har kæmpet i 2. division og med lidt held kunne et par af de tætte matcher i sæsonen være faldet ud til vores fordel. Holdet har nu stabiliseret sig i 2. division og blikket er rettet mod toppen af dansk golf igen.
Herre 2 må desværre en tur ned i 4. division fra næste sæson og fremtiden for Herre 3 i 5. division er uvis, da den samlede bruttotrup muligvis ikke berettiger til tre divisionshold i 2024.
 

“Det Grå Guld” 
 
Ambitioner mangler vi bestemt ikke når det kommer til vores ældre divisionsspillere. Der drømmes om Guld til Kokkedal og efter de sidste runder er der bestemt muligheder. Kokkedals Grå Guld har i 2023 udfoldet sig i en ren magtdemonstration og det vil ikke være forkert at påstå at vi er Danmarks bedste klub indenfor +50.

Veteranerne spiller i 1 division. Der var krav om to sejre i weekenden og efter et drama mod Brøndby om lørdagen, fjernede holdet enhver spænding ved at vinde hele 11,5-1,5 mod Rungsted på udebane og er klar til finalespil. Sejt! Veteran 2 vinder sin pulje i 2. division…….men er desværre blokkeret fra oprykning. Men flot spillet.

Superveteranerne spiller også i 1. division og cruiser” igennem puljespillet med en sand neglebidder, hvor det hele blev afgjort på marginaler i sidste runde. Holdet vinder puljen og er ligeledes klar til finalespil. Bravo!

Senior – efter nedrykning i 2022 har førsteholdet sikret sig oprykning til 1. division ved i den afgørende match at vinde hele 11-2 på udebane på Scandinavian Målet er at der skal medaljer om halsen i 2024. Senior 2 må desværre en tur ned at vende i 4 division. “Kom igen”.

Samlet set en fantastisk præstation af alle – nu hepper vi på finalespillet. Vi vil ha GULD!!!! 

Junior 2 vinder Kvalifikationsrækken