Af H. Thouber:
Banen blev rost til skyerne af de professionelle spillere såvel som amatørerne. Flot arbejde af Anders Linnet og det øvrige greenkeeper team.
Ecco Touren med Flemming i spidsen havde selvfølgelig helt styr på at sætte rammerne op i godt samarbejde med Kokkedals team bestående af MedlemsService og de mange frivillige, og dommerne fra DGU var også på plads. Selv vejret var der styr på. Det blev til 3 pragtfulde dage. Banen var så overladt til spillerne, og de viste fra start til slut, hvordan golf kan spilles, når det er bedst.
I turneringen deltog 8 spillere for Kokkedal fordelt med 3 professionelle spillere og 5 amatører. To af de professionelle spillere var Jeff Winther (som også var host for turneringen) og Simon Bukrinsky. Den 3. professionelle spiller var klubbens elitetræner, Nils Rørbæk. Nils var ikke tilmeldt, men da en spiller blev skadet under opvarmningen 10 minutter før hans starttid i første runde, blev Nils tilkaldt, og han indvilligede hurtigt i at stille op, så makkeren til den skadede spiller undgik at måtte rejse hjem uden at spille. Flot af Nils. Uden opvarmning blev det en vanskelig start, men en 76’er i foursome og en 66’er dagen efter (med opvarmning) i bestball var godt gået. Desværre var det ikke nok til at klare cuttet.
De 5 øvrige Kokkedal spillere er amatører – elitespillerne Henrik Langkilde, Mads Winter og Casper Olsen samt juniorelitespillerne Philip Taarnhøj og Thomas Leander Poulsen.
Både Jeff Winther med hans makker Oliver Suhr og Simon Bukrinsky med hans makker Frederik Birkelund var igennem hele turneringen med fremme i kampen om sejren. Begge hold lå til tider på 1. pladsen. Da Simon havde slået bolden flot på green på 18. hul i sidste runde, puttede hans makker for muligheden for et omspil på det tidspunkt. Sådan skulle det ikke blive, men så tæt var det på, at en spiller fra Kokkedal var løbet med sejren. Simon og Jeff blev i sidste ende henholdsvis nr. 4 og 6. Flot spillet! Det dansk/norske par Kasper Nyland og og Tom Røed Karlsen vandt turneringen i 19 under par.
Vores 5 amatører klarede ikke cuttet men viste undervejs flot golf, fik en masse læring med og en kæmpe oplevelse.
Spillerne blev bakket op af mange tilskuere, der klappede af de mange flotte slag. Tak for det. Med den store succes, som Ecco Touren blev til, bliver det næppe sidste gang, at klubben afholder sådan et arrangement.
Se videoer på klubbens Facebook side med spillere fra Kokkedal, der bl.a. viser, hvordan indspil og puts skal udføres. Et af billederne er Nils Rørbæk med et stort smil lige efter, at han i bestball’en sænkede et 10 meter put for eagle på banens “rigtige” hul 6. Der er også en video af præmieoverrækkelsen.
Ungdoms- og eliteformand
Henrik Thouber




