Eliten:

Christina laver banerekord og vinder suverænt Wiibroe Cup i Helsingør. KG’s damelandsholdspiller, Christina Thouber, stillede i weekenden op i den traditionsrige eliteturnering Wiibroe Cup i Helsingør. Lørdag skulle der som sædvanlig i eliteturneringer spilles 36 huller, hvor de 12 bedste spillere ville kvalificere sig til de sidste 18 huller søndag.

Christina lagde sig allerede i 1. runde i front med 18 huller i 2 slag under banens par, hvilket var 2 slag bedre end nr. 2. I lørdagens 2. runde spillede Christina helt forrygende golf med 8 birdies, 8 pars og 2 bogeys. Hun kunne således aflevere et scorekort, hvorpå der stod 65 slag eller 6 slag under banens par. Det var samtidig ny banerekord for damer i Helsingør, der med 66 slag ellers havde holdt siden 2005 og altså næsten i 20 år. På denne runde havde Christina intet mindre end 4 eagle puts, hvor hun dog måtte ”nøjes” med en sikker birdie. Efter lørdagens to runder var Christina således samlet i 8 slag under banens par og havde sikret sig et forspring på hele 7 slag ned til nr. 2. Lørdagens PCC var 2 (dvs. på baggrund af banens sværhedsgrad bedømmes spillerens runde til at være 2 slag bedre end scoren), så de to runder bedømmes i ranglisten og handicapreguleringen til at være spillet i hhv. 4 slag  og 8 slag under banens par. Noget af en præstation.

7 slags forspring kunne for mange lyde som et komfortabelt forspring og sikker sejr i vente med kun en enkelt runde tilbage. Nu er der imidlertid ikke noget, der er sikkert i golf, når der skal spilles 18 hullers slagspil mere. Christina lagde efter turneringen heller ikke skjul på, at det giver et ekstra pres at have så stort et forspring, fordi man som elitespiller i den situation føler, at man SKAL vinde turneringen. Christina kom heller ikke bedst fra start i de sidste 18 huller. Efter 3 huller var hun 3 over banens par, mens nr. 2, damelandsholdskollegaen Anna Behnsen fra Steensballegaard golfklub, spillede drømmegolf og efter 5 huller var 2 slag under banens par og således havde reduceret Christinas 7 slags forspring til 2 slag. Christina har heldigvis før prøvet at føre med 6 slag inden de sidste 18 huller og være indhentet efter 9 huller og så alligevel formå at rejse sig og vinde turneringen med sikker golf på resten af hullerne. Om det var den erfaring eller en generel evne til at bevare roen, når presset er størst, kan der kun gisnes om, men faktum er, at Christina efter hul 3 spillede resten af runden i 1 slag under banens par og kom ind i samlet 2 slag over banens par og samlet 6 under par for de tre runder. Da Christina efter de første huller fandt sit gode spil frem begyndte de to nærmeste konkurrenter at lave nogle fejl, som gjorde, at Christina langsomt trak fra igen, og hun endte med at vinde med 8 slag ned til nr. 2 og 3.

Wiibroe Cup er en del af DGU’s elite tour og samler derfor et stærkt felt af elitespillere. Det var den 2. elite tour i år. Den første blev spillet for 14 dage siden i Asserbo. Her gik Christina også de tre runder i 6 slag under banens par, og det rakte i den turnering til en 3. plads.

Vi ønsker Christina stort tillykke med sejren i Wiibroe Cup, den nye banerekord i Helsingør og den gode start på den danske elitesæson.

Læs også artikel på Golf.dk