Regionsgolf:
Grundspillet er nu afsluttet og vi kan gøre status. Turneringen er delt i to, grundspil, alle mod alle ude og hjemme, som slutter her sidst i juni. Midt i august starter slutspillet som er knockout runder indtil der er 2 tilbage til en finale. Det kan give op til 3 kampe hvis man klarer sig godt.
Super Veteran B
Denne pulje havde kun 3 hold, så det giver 3 kampe mod den samme modstander, ude, hjemme og på neutral bane. Det 3. hold fyldte ikke meget så den stod mellem København og os. Vi skulle vinde i København i sidste match, og det er ikke det nemmeste sted at slå hjemmeholdet. Vi trak en kneben 6-5 sejr hjem og er pulje vinder.
Flemming Nielsen, holdleder.
Super veteran C
Med det yderste af neglene fik vi hevet en 6-5 sejr hjem på udebane over Brøndby. Resultatet betyder, at vi vinder vores gruppe foran Dragør, fordi vi slog dem 10-1 hjemme og kun tabte returkampen 9-2.
Vi står så igen-igen over for at få stryg af CGC i kvartfinalen (for 3. gang i træk). De vinder deres pulje, som altid er vores nabopulje.
Peter Hemmingsen, kaptajn
Åben række B
Vi har været et bruttohold på hele 13 mand. I dag var det de 6 musketerer på billedet som drog til Værløse.
(Fra venstre: Jens, Jesper, Sidsel, Peter, Henrik og Katrine)
Vi skulle vinde mindst 8-3 over Værløse for samlet at vinde puljen, og specielt Værløse ville vi rigtigt gerne vinde over, da det var dem som slog os ud i semifinalen sidste år. Desværre lykkedes det ikke helt. Vi tabte kampen 5-6.
Jens Gottfredsen, kaptajn
Åben række C
Holdet mødte lidt modstand i år men kommer sikkert stærk igen. Det blev en rodet slutning med det 4. trukket ud sent i turneringen og dermed alle indbyrdes resultater annulleret.
Senior A
Holdet kæmpede godt og er a ’point med vinderen fra Nivå men vi taber på 3. regel ved point lighed.
Veteran A
Vi vandt alle vores hjemme kampe, men desværre kunne vi ikke vinde på udebane, tabte 6-5 to gange. Ved vores andensidste kamp var vi nødt til slå Simon’s ude hos dem for at komme videre fra puljen, men desværre tabte vi 6-5. Simon’s vandt puljen, og vi sluttede på en tredje plads. Vi ser frem til næste år.
Foto fra venstre. Flemming Rasmussen, Laila Helmer Petersen, Bettina S Friis, John Cawley, Lone Bjørn, Mads Peter Thomsen og Henrik Ellermann.
John Cawley, kaptajn
Veteran B
Først og fremmest en stor tak for 2025 sæsonen. Vi endte på en 2. plads, med 3 vundne kampe, efter et fuldstændigt uovervindeligt hold fra Hjortespring, der vandt alle deres 6 kampe, og som derfor er gået videre til finalespillet efter sommerferien.
Vi oplevede en lidt spændende regelsituation, da vi mødte Furesø på deres bane. Et hul blev givet af os efter at Furesø havde oplyst en forkert score på hullet. Det blev konstateret på vej mod det næste hul og inden der blev slået ud på næste hul, og vi gjorde derfor opmærksom på, at beslutningen om at give det forrige hul var givet på et forkert grundlag. Regel 3.2d kom derfor i spil. I den forbindelse fik vi efterfølgende alle genopfrisket, at det er en god idé at få bekræftet antal brugte slag hos modstanderen, når du kommer frem til green, og at du selvfølgelig selv lige skal huske at tælle efter inden du spørger.
Generelt har det været en udfordring at finde damer til holdet, så tak til alle jer damer for at stille op og spille jeres chancer, ofte mod damer med langt lavere handicap.
Lone Bjørn, holdleder




