NW 40 år:
Man skal være klar ved tasterne når tilmeldingen til Kokkedal Ugen og Pro’ens Bestball åbner. 216 spillere eller 108 par var alt hvad der kunne klemmes ind på en startliste, der begyndte med første bold kl. 07.10 og sluttede med sidste bold kl. 16.00. Den turnering vil medlemmerne bare være med i.
Nigel Willett har været sponsor for “Pro’ens Bestbal” altid… og i år var ingen undtagelse. Hovedparten af deltagerne havde smukt vejr men de allersidste bolde endte desværre i klubhuset før tid, da spillet blev afbrudt ca. kl. 19 på grund af farligt vejr. Og desværre blev det ikke muligt at få spillerne retur, da uvejret fortsatte helt til mørkets frembrud.
Festmiddag og flotte ord
Traditionen tro var aftenens 2-retters menu valgt af Pro’en himself. Rosastegt kalve culotte med salat, kartofler og bearnaise sauce efterfulgt af en lækker dessert med vaniljeis og friske jordbær. 180 spisende gæster kræver overblik fra personalet hos Café Backtee – specielt når man arbejder mellem skybrud og tordenvejr og skal servere både inde og ude.
Inden præmieoverrækkelsen for dagens turnering holdt formand Lars Gundorph tale for Nigel under temaet: Den bedste træner gennem 40 år i dansk golf. En fantastisk ildsjæl der har betydet enormt meget for udvikling i Kokkedal Golfklub og har bidraget til en helt særlig stemning og klubånd.
Nigel kvitterede med en takketale, der indeholdt både kærlighed og kærlige stikpiller om episoder og beslutninger gennem hans 40 årige virke som Head Pro.
Nærværende, intelligent, skarpt og underholdende. Alt det der kendetegner Den bedste træner vi nogensinde har haft.
Kæmpe præmiebord
På dagen blev MedlemsService flere gange spurgt af turneringsledelsen. “Hvor mange præmier er der…og hvor står de?”. I år var helt specielt, for Nigel havde et andet koncept i tankerne. Alle præmier blev båret ud fra Proshoppen og vinderne kunne så selv vælge deres præmie. Naturligvis var der et utal af klappepræmier og den sidste, og største, et komplet sæt Callaway jern blev trukket til allersidst.
Deres udsendte mistede overblikket i mørket, så her er link til resultaterne. Der var i hvert fald præmier til de første 14-15 par.